Pædagogiske principper

Haderslev Kristne Friskole er en privat friskole. Den blev oprettet i 1976 af en kreds af forældre med tilknytning til Luthersk Mission som en alternativ skole med et formål, der bygger på det kristne grundlag. I dag er skolen en del af foreningen af kristne friskoler. Det betyder, at der på skolen gives en grundig og bibeltro kristendomsundervisning og at den øvrige undervisning gives ud fra et kristent menneske- og livssyn. Et kristent menneskesyn betyder gode værdier som næstekærlighed, hensyntagen, solidaritet, ligeværdighed og meget mere.

  • Alle mennesker er ligeværdige. Børn såvel som voksne har krav på at blive respekteret og pligt til at respektere andre mennesker.
  • Børn og voksne udvikler og vedligeholder et sundt selvværd og en sikker identitet ved at indgå i sunde relationer til Gud, andre mennesker samt naturen og kulturen.
  • Børn og voksnes dybeste behov er frelsen i Jesus Kristus.
  • Barnet skal gives en anledning til at udvikle sig i forhold til egen modenhed og muligheder. Derfor skal voksne møde børn med en passende blanding af autoritet og frihed, modspil og medspil.
  • Børn er hele mennesker. Derfor skal både barnets krop, tanker, følelser, vilje og ånd stimuleres.

Skolens pædagogiske profil: Skolen lægger derfor vægt på

  • at opbygge trygge rammer
  • at vise omsorg og omtanke
  • at give solid undervisning
  • at have øje for det hele menneske
  • at tage udgangspunkt i den enkelte elevs ressourcer
  • at have synlige, nærværende og lyttende voksne

Klassestørrelsen er normalt på 22 elever. Skolen er åben for alle børn, hvis forældre er indforstået med skolens formål og grundlag.

De enkelte fag

Der undervises i alle almindellige skolefag, og "Forenklede Fælles mål" følges i alle fagene med undtagelse af kristendom og SSF (sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab).
Skolen har valgt at lave vores egen læseplan for kristendomsfaget og SSF-faget med udgangspunkt i læseplaner lavet af Foreningen for Kristne Friskoler (FKF).

I kristendom har vi valgt dette, da vi ønsker at undervise i de samme ting som i folkeskolen men samtidig have et større fokus på kristendomsdelen i kristendomsfagt. Det kan lade sig gøre, fordi vi på alle årgange har to lektioners kristendomsundervisning.

I SSF-faget har vi valgt at gøre det, fordi vi ønsker, at skolens værdier skal ligge til grund for undervisningen, og fordi vi har tilrettelagt undervisningen med en ugentlig lektion i henholdsvis 8. og 9. klasse. Find læseplanen under "læseplan SSF" her på siden.

Find læseplanerne for de to fag her